Du skal installere Adobe Flash for at se dette indhold
Spørg dyrlægen
I samarbejde med en af Danmarks førende dyrlæger har vi valgt løbende, at samle de bedste spørgsmål og svar her på siden.
Spørg dyrlægen
Petworld modtager hver måned mange forskellige spørgsmål vedrørende pasning af vidt forskellige kæledyr. Mange af dem kan vi selv svare på, men nogle af dem må vi have hjælp til. Derfor har vi allieret os med en af Danmarks førende dyrlæger, Knud Steensborg fra Abild Dyreklinik.
Stil dit spørgsmål ved at udfylde formen herunder:
Spørgsmål
Hund
Min hunds hår vokser voldsomt.
Spørgsmål
Jeg har et spørgsmål omkring min labrador. Det er en tæve på 7 år. Hun blev steriliseret da hun var 9 måneder.
Hun har altid haft en meget fin, blank og kort pels. Men for cirka 2 måneder siden begyndte hendes pels at vokse. Førhen var hun ligesom bar på selve maven, men nu er maven helt dækket af lange hår. Hendes pels er op til flere centimeter lang. Pelsen er enorm tyk. Hendes hale ser nærmest ud som den er blevet dobbelt så tyk.
Mit spørgsmål er nu: Hvorfor begynder pelsen pludselig at forandre sig så meget? Det skal samtidig siges, at hun også er begyndt at blive tyk hvilket hun aldrig har været før.
Svar
Et hurtigt svar er hormonforstyrrelse. Der er ingen tvivl om, at sterilisation med fjernelse af æggestokkene er en af årsagerne til pelsforandringer og tendens til fedme hos tævehunde. Om det er den eneste årsag hos din hund, kan jeg tvivle lidt på. Det er ikke sædvanligt, at man steriliserer en tæve 9 mdr gammel, og at den så først viser pelsforandringer og fedmetendens 7 år gammel. Man kan have en mistanke om, at også dens stofskifte er for lavt - en for lav hormonproduktion i skjoldbruskkkirtlen. Det kan måles i en blodprøve. Tilstanden kan også relativt nemt behandles. Din hund bør have et helbredstjek inkl. gode råd om forebyggelse af fedme.
Det er rigtigt at sterilisation i nogle tilfælde kan være årsag til dannelsen af en øget mængde underuld. Forandringerne ses relativt hurtigt efter sterilisationen - og næsten altid kun hos langhårede´hunde/racer som f.eks. golden retriever og cockerspaniel. Meget karakteristisk udvikler de samtidig “skæg” - lange hår omkring munden. Det er kun meget sjældent, vi ser forandringer i pelsen på steriliserede korthårede hunde.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Kan min hund blive forkølet?
Spørgsmål
Kan en hund blive forkølet og hvad skal jeg i så fald gøre? Hun slikker sig lidt om næsen (klar snot - ikke meget) men hoster ikke.. Hun elsker at hoppe i vandet, men da det nu er koldt, forsøger jeg at undgå det. Men græsset er jo fugtigt når vi går morgen tur og hun bliver kold og våd på maven. Jeg tørrer hende - endda med hårtørrer hvis det er meget.
Svar
Hunde bliver generelt ikke forkølede i menneskeforstand. Modsat katte som ofte bliver virusforkølede. Hunde med klart flåd fra næsen kan have "høfeber" - en slags allergi. Normalt behandler man ikke, hvis flåddet er klart, og det ikke er generende for hunden.
Énsidigt flåd - specielt hvis det er gult eller grønt - skyldes ofte fremmedlegemer som f.eks. græsstrå.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min hund har en plet der lugter af "sure tæer".
Spørgsmål
Jeg har en skotte-pige på 4 år. Problemet med hende er at hun får en fedtet og lidt klistret plet på ryggen der lugter af ”sure tæer”. Det lugter grimt og vi har prøvet med specialshampoo fra dyrlægen. Det hjalp heller ikke. Hun har været lagt i narkose og blev klinisk klippet, det har heller ikke hjulpet. Jeg har også prøvet at skifte foder, men ingenting hjælper? Jeg har læst om en hudsygdom der hedder ”seborrhea” kan det være det hun lider af?
Svar
Hudproblemer hos hunde kan have utallige årsager. Man kan som dyrlæge gøre kvalificerede gæt ud fra det kliniske billede + sygehistorie, men intet erstatter en direkte mikroskopisk undersøgelse af huden - en biopsi.
Det kan som du nævner være seborrhoe, men det er nok lidt sjældent, at den optræder lokalt. Et foderproblem vil også være universelt.
Spørgsmålet er måske også om problemet virkelig er lokalt, eller pletten bare opstår et sted, hvor den nemt kan slikke sig.
Gå til dyrlægen og få taget en hudbiopsi.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min hund er begyndt at tisse i huset.
Spørgsmål
Jeg har en West Highland White Terrier han og den er 4 år. Men den er begyndt at tisse nogle forskellige steder i huset når vi ikke er hjemme.. Hvad kan vi gøre ved det? Den har altid gået rundt i hele huset lige fra den var hvalp. Og det er inden for det sidste halve år den er begyndt med det.?
Svar
Der kan være forskellige årsager til at hunde - og specielt hanhunde - tisser inde. Lad mig bare nævne 3 muligheder. En hanhund der tisser af hormonelle årsager, hunde med blærebetændelse og blæresten. Jeg går ud fra at hunden luftes som den skal.
Hvis det er de samme steder den tisser, er det sandsynligvis et hormonelt problem. Hvis det hele tiden er forskellige steder - og den måske også tisser ekstremt meget, når I går tur, kan det også være blærebetændelse. Ved en blærebetændelse vil urinen oftest lugte meget stærkt samt være uklar og mørk.
Mit bud i dette tilfælde er hormoner. Så er der kun 1 vej, og det er kastration. Evt. kan man starte med en midlertidig kemisk kastration for at se om en kirurgisk kastration vil virke. Tal med din dyrlæge.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min hund har sår og meget udtørret hud.
Spørgsmål
Min hund Molly som er en Labrador har fået sår i pelsen og er meget udtørret i huden. Hvad kan det skyldes? Hun klør sig ofte. Håber du kan give nogen gode råd til hvad det kan være?
Svar
I almindelighed er der 3 årsager til kløe og hud sår hos hund. Parasitter, forkert ernæring eller allergi. Giver man det bedste foder(Royal Canin, Eukanuba, Hill´s), har man behandlet for lopper, og problemet ikke bedres, er det et dyrlægeproblem.
Der findes talrige "gode råd" om tilskud af forskellig art, men det korte af det lange er, at gode fuldfodertyper indeholder hvad de skal. Virkningen af et skift til et godt foder skal ses inden for 1 måned.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Hvor lang tid tager det for en hund at vænne sig til et nyt hjem?
Spørgsmål
Hvor lang tid tager det for en hund at vænne sig til et nyt hjem? Vi er flyttet, og i den forbindelse virker vores snart 4-årige tæve, til at være lidt stresset over forandringen og er mere vagtsom end før. Bl.a. når kæresten kommer hjem fra arbejde halv 12 om aftenen. Så gør hun ret meget, hvorimod tidligere kunne hun snildt høre, at det var ham der var på vej op. Hun ”græder og piver”, når hun ved jeg går udenfor. Det var hun ellers holdt op med.
Adfærden er værst om aftenen.
Svar
I almindelighed er det ikke svært at vænne en hund til et nyt hjem, hvis den er socialiseret ok og i øvrigt lever et liv, hvor dens behov for motion og kontakt etc. opfyldes. Det vil i almindelighed kun tage ganske få dage.
Selvfølgelig er der lyde og lugte som, hunden lige skal vænne sig til i et nyt hjem. Eventuelle problemer ligger ikke altid alene inden for hjemmets 4 vægge men et sted i omgivelserne. Andre lejligheder, andre dyr i nærheden, trapper o. lign.. Er det tilfældet er Jeres problem stort, fordi I kun har ringe indflydelse på "slagets gang".
Lad mig bare nævne, at der kan være lugte i de nye omgivelser, som I slet ikke kan registrere. Husk at hunde lever deres liv i en verden af lugte.
I virkeligheden kan det kræve en masse arbejde at løse Jeres problem, men den korte udgave er, at I skal prøve at give Jeres hund en masse kærlig opmærksomhed(ikke ynken!) og en masse succesoplevelser på det nye sted. En hunds succesoplevelser behøver ikke være meget andet end små simple træningsøvelser og belønning med godbidder.
Gode lange lufteture på hundens præmisser med muligheder for at snuse og lugte vil også gavne.
At den bliver lidt overbeskyttende om aftenen er helt normalt, specielt hvis den måske af fysiske årsager ikke er i stand til registrere lyde og lugte så nemt som tidligere.
En grundig behandling af Jeres problem vil kræve mange yderligere oplysninger om hvordan I bor, hvordan I lever en dagligdag og Jeres omgivelser i øvrigt.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min hund er bange for fyrværkeri hvad skal jeg gøre?
Spørgsmål
Jeg har en hund på 3 år der ikke kun er bange, men direkte panisk for fyrværkeri. Sidste år købte jeg en D.A.P til stikkontakten. Den virker nogenlunde, men problemet er når han skal ud! Han skal bare høre det mindste larm så stikker han af i panik, og jeg kan ikke holde ham da han vejer 53 kg. Jeg har set at man kan købe et D.A.P. halsbånd. Kan det være rigtigt at de virker udenfor? Og så har jeg også hørt at man kan købe noget tilskudsfoder?
Hvad er dit råd når det er en stor panisk hund det drejer sig om? Det er virkelig et stort problem. Sidste år stak han af fra mig over en vej, selvom han normalt er bange for biler.
Svar
Lidt sent at besvare for 2010, men svaret havde nok under alle omstændigheder været sent.
I bund og grund drejer det sig om at have en godt socialiseret hund. En hvalp der fra perioden 6 - 12 uger har været vænnet til "alt på denne jord" - også lyden af fyrværkeri. De fleste er ikke opmærksomme på nødvendigheden af god socialisering. God socialisering kan være forskellen på et liv i helvede eller himlen med din hund.
Man kan købe Cd’er med forskellige lyde - også fyrværkeri. Præsentér hvalpen for dem. Start evt. med lav lydstyrke, giv godbidder og udfør samtidig nogle nemme små træningsøvelser. Som regel kræver det ikke den store indsats at vænne hvalpe i socialiseringsperioden til nye lyde. Bedst i 7 leveuge.
Din hund er voksen. Spørgsmålet er så, om det kan lykkes at vænne den til fyrværkeri. Svaret er både ja og nej. Skal jeg bedømme problemets sværhedsgrad ud fra mængden af udleveret nervemedicin til hunde omkring årsskiftet, så er det ikke nemt. Forsøgsvis kan man gøre det samme som med hvalpene men start altid med lav lydstyrke, masser af godbidder suppleret med almindelig lydighedstræning. Husk aldrig at ynke hunden, hvis den viser tegn på angst. Det gælder for øvrigt også hvalpe.
En anden metode er selvfølgelig at isolere hunden fra fyrværkeri ved at tage i sommerhus, sætte den i en stille pension eller - som et godt trick - put vat i ørerne.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min hund har varm næse. Har den feber?
Svar
Nej - det er en gammel myte. Næsens temperatur siger ikke noget om hundens temperatur. Næsens temperatur er afhængig af temperaturen i omgivelserne.
Der er kun én metode til at bestemme hundens kropstemperatur. Anvend et ganske almindeligt termometer som du ville gøre det på dit barn. Normaltemperaturen er 38 - 39 grader. Både en højere og lavere temperatur kan være årsag til bekymring. Kontakt i så fald din dyrlæge.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Hvor tit må jeg vaske min hund?
Svar
I "gamle dage" hed det sig altid, "at du ikke må vaske din hund og din hund skal have knogler". Ingen af delene er rigtige. Du må vaske din hund, når den trænger.
Du skal bare anvende en god hundeshampoo. Sørg for at al sæbe skylles ud af pelsen igen, ellers risikerer du, at din hunds hud irriteres med kløe til følge.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Må min hund få knogler?
Svar
Ja - hvis den kan tåle knogler. Forbavsende mange hunde får imidlertid enten diarrhoe eller forstoppelse. Personligt undgår jeg knogler til mine hunde. Mange mener, at fodring med knogler forebygger tandsten, men efter min bedste overbevisning er det mere ønsketænkning end virkelighed.
Vi møder ofte hos ejerne en panisk angst for fjerkræknogler. Engang deltog jeg i en foredragsrække for dyrlæger om fodring. Spørgsmålet kom op ved hvert eneste møde, men faktum var, at ikke 1 dyrlæge ud af ca. 1000 havde set specielle problemer med fjerkræknogler. Jægerne har også ladet deres hunde spise dem "i 100 år".
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min hund fælder - hvad skal jeg gøre?
Svar
Kunne jeg give et klart og entydigt svar på det, ville der blive rejst en statue af mig på Rådhuspladsen. Der findes ingen fidusløsninger bortset fra optimal fodring. Gå efter de dyreste og bedste produkter hvis du har fældeproblemer. Fodring med foder der har optimale indhold af næringsstoffer kræver ingen tilskud. Effekten af et godt foder skal ses i løbet af 1 - 2 måneder.
Anvender du et "lavpris-foder", er du selv ude om det.
Sagen er, at de fleste af vores hunde/katte fælder året rundt. Ikke kun 2 gange som myten siger. Der kan dog være perioder, hvor fældningen "peaker". F.eks. afhængigt af hundens hormonbalance og vejr og vind.
Mange hunde kan man hjælpe midlertidigt ved at give en serie injektioner med B-vitaminer, men det løser ikke problemet permanent.
Pelspleje er naturligvis også en del af problematikken. Jo flere døde hår du fjerner med f.eks. en tættekam, jo sundere bliver dit dyrs pels. Vi føler ofte at ejere har en hvis angst for pelsbehandling. Mange ejere tror fejlagtigt, de kan trække levende hår ud. Det kan du ikke - du fjerner kun de døde hår. Der er ingen risiko for, at du pludselig står med en skaldet hund.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min hund lugter ud af munden. Hvad er årsagen?
Svar
Der kan være flere årsager. Hyppigst er det dårlige tænder/dårligt tandkød. Det gælder for øvrigt både hos hund og kat. Når først lugten er der, vil det som regel være nødvendigt at rense tænder i bedøvelse, men det er ikke nok på længere sigt, hvis du vil undgå, det kommer igen. Du skal selv efterfølgende følge det op med jævnlig/daglig tandbørstning og evt. skifte til et tandrensende foder. Spørg dyrlægen.
Det er en rigtig god idé allerede fra hvalpe-/killingetiden at lære dyrene accept af tandhygiejne. Det gøres med kærlighed og gradvis tilvænning. Det er ikke engang svært. Tandsten hos hund og kat dannes stort set kun på ydersiden af tænderne i overmund - og mest på hjørnetænder og kindtænder. Man behøver altså ikke at være "mundakrobat" for at udføre tandhygiejnen. Der er ingen gode undskyldninger for undladelser.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min hund klør sig meget. Men han har ikke lopper.
Spørgsmål
Hej, Min hund klør sig meget. Han har ikke lopper! Han har fået diæt kost i 1 år fra Royal Canin, da han er kastreret. Hvad kan skyldes at han klør sig?
Svar
Hvis din hund er som de fleste andre, er det allergi, og det er næsten aldrig foderallergi. Husstøvmiden er den største synder, men det kan være rigtig mange ting - også i naturen. Selvfølgelig skal du være sikker på, at der ikke er andre parasitter end lopper. Dyrlæger kan teste for, hvad din hund evt. reagerer på.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Fransk Bulldog med hud- og pelsproblemer.
Spørgsmål
Hej,
Jeg har en fransk bulldog hvalp i hvid og hans pels ser mat og træls ud ligesom om den er fedtet... plus han fælder rigtig meget. Jeg har prøvet med lakseolie men det gider han ikke at spise. Han er 16 uger og får Hills til små hunde...
Svar
Franske bulldogs har ofte hudproblemer, og specielt når de er hvide eller har meget hvidt i huden. Fedtet skyldes en overproduktion af fedt i hudens kirtler. Overproduktionen skyldes en irritation f.eks. ved allergi eller en betændelse i kirtlerne. Fodrer du godt, er det sjældent en mangel på noget. Behandlingen kan være kompliceret med medicinske bade og evt. antibiotika. Hvis jeg var dig, ville jeg få den grundigt undersøgt - husk på du skal leve med problemet i helst minimum 10 år.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min gamle tæve-schæfer på 10 er pludselig begyndt at tisse ekstreme mængder indenfor.
Spørgsmål
Min gamle tæve-schæfer på 10 er pludselig begyndt at tisse ekstreme mængder indenfor. Det kommer så spontant, at hun ikke kan nå hen til havedøren. Og det er virkelig store mængder. Cirka 2-3 gange hver nat. I starten lugtede det meget – nu mindre. Hun har gjort det i ca en uge.
Er det blærebetændelse eller er det et symptom på alderdom/ nedsunken livmoder?
Svar
Nedsunken livmoder eksisterer ikke hos hund, men bortset fra det så er én ting sikker, I skal have hende undersøgt snarest muligt og I skal medbringe en urinprøve til dyrlægen.
Hormonel utæthed, livmoderbetændelse, blærebetændelse, nyrelidelse, sukkersyge, urinvejssten og svulst er mulige årsager. Du skriver ikke noget om drikkelyst - men mål væskeindtag før du går til dyrlæge.
Vores labrador-Retrievertæve på 9½ måned har på det sidste mistet interessen for sit hundefoder.
Spørgsmål
Vores labrador-Retrievertæve på 9½ måned har på det sidste mistet interessen for sit hundefoder. Hun plejer at få det i forskellige aktivitetsting eller spredt ude på græsplænen. Normalt hopper og danser hun når vi kommer med maden, og kaster sig over for at søge det eller få det ud af legetøjet. Nu kigger hun på os og ned på legetøjet og gider ikke rigtig gøre så meget for at få fat i det. Heller ikke det at søge på græsset synes så spændende længere . Min mand forsøgte at håndfodre hende - og så ville hun da gerne have sin mad. Men det skal hun absolut ikke vænnes til. Så det virker ikke som om hun har mistet appetitten, men som om hun ikke gider arbejde for det. Er det normalt at hunde får det sådan en periode? Kan hun være tæt på løbetid eller bare generelt lidt hormonforstyrret? Skal vi så bare give hende maden i en skål indtil hun kommer over den periode?
Svar
Der er faktisk en periode på dette tidspunkt i hvalpens liv, hvor spiselysten falder lidt - men den kommer igen. Hun behøver absolut ikke at være hormonforstyrret. Man skal også huske på, at hunde er rigtig gode til at opdrage deres ejere. Måske er den ved at opdrage Jer til håndfodring. En anden mulighed er, at I måske glemmer, at godbidder tæller med som foder. Hunde spiser basalt set for at få dækket deres kaloriebehov - og kun det. Mange danske hunde for dækket deres behov med godbidder alene. Jeg har aldrig set en sund labrador miste spiselysten. De har et indbygget spisegen. Varer det ved skal du søge dyrlæge.
Min Cavalier får det alt for varmt om sommeren.
Spørgsmål
Jeg har et spørgsmål omkring min Cavalier. Hun er for lidt under et år blevet steriliseret, og hendes pels er vokset utrolig meget. Den er blevet meget tyk. Hun har altid haft en meget flot pels, men nu ligner hun faktisk mere et får end en hund. Det er ikke kun et råb om hjælp til hendes udseende, men også til hendes tilværelse. Om sommeren skal der intet til før hun får det alt for varmt. Kan man slet ikke give hende noget i hendes kost eller smøre noget på hendes pels, der kan være med til at komme problemet til livs?
Svar
Desværre - det er en bivirkning til sterilisation hos visse racer inkl. Cavalier. Hos nogle individer mere end andre. De får simpelt hen mere underuld - og forøvrigt også skæg. Der er kun klipning som en evt. løsning på problemet. Vægten kan også blive et problem hos steriliserede hunde. Løsningen er at give kaloriefattig mad. Evt. skal den over på en decideret slankediæt, som kun kan købes hos dyrlægen.
Dalmatiner-han på knap 11 mdr. markerer overfor mennesker, vil kastration hælpe?
Spørgsmål
Vi har en Dalmatiner-han på knap 11 mdr. De sidste par mdr. er han begyndt at markere meget når han bliver luftet. Det kan hurtigt blive til 5-8 gange han tisser når vi går med ham. Men nu er han desværre også begyndt at han gerne vil markere overfor fremmede mennesker, hvilket har resulteret i han 2 gange har lettet ben af fremmede folk vi møder og taler med. Nu overvejer kraftigt en kastration af ham i håb om han ikke har samme behov for at markere... Han har et meget roligt og mildt sind... Kan kastration være en løsning?
Svar
Det er en løsning, og det er ofte den eneste praktiske løsning. Adfærdsterapi kan også i nogle tilfælde være en løsning, men det kræver en stor indsats af ejerne. I øvrigt er problemet ofte forekommende - det har givet mange våde sokker.
Dårlige hofter?
Spørgsmål
Vi har en Hannoveransk Schweiss/Labrador hund på snart 11 mdr.-og på hunde skolen siger de, at hunde må ikke gå på trapper før de er udvokset.vi har 10 trin til ovenpå -og min mand har båret hende indtil hun blev for tung, og jeg har så hjulpet hende ved at holde under maven og løfte bagbenene - hvad siger du? og hvad med når hun er udvokset?. Håber du kan fortælle os det,: da min mand mener det samme som hundetræneren: må hun gå på trapper 1 gang om dagen ? hun skulle jo nødig få dårlige hofter.
Svar
Lad mig slå fast: Hunde får ikke dårlige hofter alene p.gr.a. gang på trapper, med mindre de direkte falder og skader sig selv. Selve belastningen på trapper ved rolig gang har kun ringe betydning. Personligt er jeg af den overbevisning, at trappers skadelige virkning er groft overvurderet, men selvfølgelig skal de hverken glide eller falde på trapperne. De skal "styres" på trapper, mens de er små og meget unge. Til hvalpe af store racer har jeg privat altid selv anvendt et "babygitter" - kun for selv at være der, når trapperne skulle forceres. Jeg har aldrig løftet. Kun støttet mens de var små. Du har sikkert hørt om HD/hofteledsdysplasi(ledhoved på lårben og ledskål i bækken passer ikke sammen - leddet er ustabilt). Hofteledsdysplasi får man imidlertid ikke bare "sådan lige". Hunde med hofteledsdysplasi har altid arvelige anlæg for sygdommen. Arveligheden er ca. 25%. Om en hund med anlæg for HD udvikler sygdommen afhænger altså både af arv og miljø. Havde arveligheden været 100% ville alle hunde med HD-genet udvikle sygdommen uanset miljø. Det betyder i praksis, at rigtig god fodring, passende motion og skånsom behandling af hunden kan forhindre, at mange hunde med arvelige anlæg for sygdommen udvikler HD. Det er ikke godt for avlen, men det er godt for ejerne. Omvendt vil forkert fodring, forkert motionering og/eller voldsomme belastninger betinge, at hunde med arvelige anlæg for HD ofte udvikler varierende grader af hofteledsdysplasi. Man kan så vende tilbage til dit spørgsmål og svare: Har den arvelige anlæg for HD, kan det godt betale sig at passe på den. Den er udvokset når den er 12 - 14 mdr..
NY: Er min hvalp syg?
Spørgsmål I går fik vi vores lille Grosser Münsterländer med hjem på tre måneder. Men når den sover, trækker den vejret meget hurtigt, i forhold til hvad den gør normalt. Det vil sige: det er kun når den sover det går så voldsomt for sig. Er der noget galt?
Svar Nej - det er sandsynligvis helt normalt - hvis hvalpen ellers er glad og spiser. Hvalpe drømmer meget. Jeg tror, det er det, du oplever. Måske ligger den også på et varmt blødt tæppe? Racen er ikke en race, der normalt har luftvejsproblemer.
NY: Bør vi aflive?
Spørgsmål Vores hund (Amerikansk Cocker) er syg hele tiden. Det er infektioner der flytter sig rundt i kroppen! Han får piller for sit stofskifte! De hedder Forthyron 200 mikrogram han får en halv tre gange i døgnet, blir vasket hver anden dag. Lige nu har han en massiv ørebetændelse, som vi har kæmpet med en måned. Hans hud er begyndt at lugte meget meget grimt igen og skæller! Det har han tidligere fået penicillin for og det hjælper i kort tid. Vi er meget uenige her i familien. Det er et stort dilemma. Han er den mest vidunderlige hund på jorden, sød og meget opmærksom! Men det er så opslidende. Jeg mener måske at vi bør aflive ham. Disse hunde er jo kendt for deres ”problemer”. Er det synd at ”blive ved”…kan han få et godt liv i de år han har tilbage eller skal vi overveje aflivning? Skal lige siges at han er i sit syvende år.
Svar Det er altid svært at tage denne beslutning. Man skal først og fremmest bedømme, om dyrene lever et kvalitetsliv. Det lyder som om, Jeres cocker har alvorlige problemer. Jeg tør godt sige, at det ikke vil være forkert at overveje aflivning, og at den aldrig kan blive helbredt. I skal hele tiden tænke på hundens ve og vel - ikke på Jeres store savn - og I må ikke lade Jer påvirke af andres bemærkninger og synspunkter. Det er alene Jeres problem - i samråd med dyrlægen - og det er svært. Vi oplever tit at ejere ikke er helt enige i beslutningen om aflivning - men da må det være dyrlægens fornemste pligt at skære igennem som dyrenes advokat.
NY: Min Hvalp vil ikke spise?
Spørgsmål Min 9 uger gamle Jack Russel hvalp spiser næsten ingenting. Jeg har haft hende i 5 dage og hun har kun spist op 2 gange indenfor det første døgn og derefter er hun holdt nærmest holdt helt op med at spise. Viser interesse når vi serverer maden, spiser et par bidder og går derefter helt uinteresseret væk. Vi bruger det tørfoder vi fik med fra kennelen (Royal Canin) og har ikke forsøgt os med andet. Vi giver hende mad 3 gange om dagen på bestemte tider med 5 timers interval, og lader det stå max. 20 min. Hun får derudover små godbidder i forbindelse med træning og opdragelse, og en imellem bruger vi også tørfoderet til det for at hun i det mindste får lidt næring. Hun er glad og frisk og virker bestemt ikke syg, men jeg er bekymret over at hun slet ikke får nok næring! Så spørgsmålet er: Hvordan får vi hende til at spise?
Svar I lider af samme problem som de fleste andre hvalpeejere. Hvalpen er ved at opdrage Jer til at fodre, som den ønsker det. Det er hvalpe meget dygtige til. I skal også tænke på at godbidder er også mad. Mange små hunde mættes med godbidder. Små hunde spiser forbavsende lidt. Det , som angives på poserne, er kun fotrslag. Som regel spiser de mindre. Et par konkrete forslag, hvis I vil have styr på det: I bestemmer, hvad den spiser, og spiser den ikke op, så er den ikke sulten nok(Begræns godbidderne!). Ingen sund hund er død af sult. 2-3 x 20 min. madtilbud, som I gør nu, er ok - fjern maden efter de 20 min. Følg med i hundens vægt. Taber den sig er der noget galt. Som godbidder kan I bruge små stykker stegt lever i små bidder. 1/4 x 1/4 cm.
Kat
Min kat har hyppigt vandladning
Spørgsmål
Jeg har en kastreret hankat på 1 år som har hyppig vandladning. Den sidder nogle gange flere minutter for bare at tisse en lille smule. Den er blevet meget tynd og spiser ikke meget mere. Hvad kan det være galt med den?
Svar
Først og fremmest skal du have din kat tjekket hos en dyrlæge. Der skal under alle omstændigheder foretages en urinundersøgelse og måske også en blodprøve.
En kat på 1 år skal ikke lide af vægttab og nedsat foderindtagelse. Desværre ser vi meget ofte, at specielt katteejere kommer alt for sent til dyrlægen med deres syge katte - også lidt fordi kattene er verdensmestre i at skjule sygdomme.
I øvrigt lider katte i alle aldersklasser meget almindeligt af betændelsestilstande og stendannelser i urinvejene. Det er smertefuldt for kattene, og det kan udvikle sig til nyreskader.
Et vigtigt led i både behandlingen og forebyggelsen af urinvejslidelser hos katte er diætfodring. Lad din dyrlæge rådgive dig.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min kat har orm
Spørgsmål
Min kat har orm. De er hvide og flade og er ca 15-20 cm hvad er det?
Svar
Det er bændelorm, som katten får ved enten at fange og spise en katteloppe eller fra byttedyr. Den gode nyhed er, at det ikke smitter til mennesker og andre katte, men det er ulækkert. Det kan også blive ret kostbart også at fodre en kat med bændelorm. Ormen “snupper” simpelt maden i kattenes tarme.
Bændelorm er også tit årsag til dårlige maver.
Bændelorme beskrives ofte som små hvide riskornlignende tingester, der kravler rundt ved endetarmsåbningen. Karakteristisk er det, at de kan skifte form, og at de som nævnt er flade. Kun sjældent som i dette tilfælde ser man de “lange udgaver” af bændelorm. Min rutine er at behandle alle udegående katte 2 - 3 x årligt og i øvrigt altid katte med lopper. Lopperne er bærere af bændelormeæg.
Behandlingen mod bændelorm er tabletter, som udskrives af dyrlægen. Katte med bændelorm bør altid også behandles mod lopper.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Min kastreret hankat er begyndt at tisse indenfor om natten.
Spørgsmål
Jeg har en kastreret hankat på ca. 2 år som pludselig er begyndt at tisse indenfor om natten.
Der har aldrig før været problemer med at han tisser indenfor, men nu tisser han indenfor næsten hver nat.
Han er både inde- og ude kat. Han er mest ude om dagen og sover inden for om natten.
Svar
En af de mest almindelige katte problemer overhovedet. Katte får stort set aldrig deciderede blærebetændelser, men de lider ofte af blæreirritationer og/eller stendannelser. Hvis det kun er om natten, og urinen er uden blod, tror jeg imidlertid, man skal tænke på psykiske problemer. Ejere vil ofte straks indvende, at deres kat med garanti ikke har psykiske problemer. Hertil er der kun at sige - vi forstår os meget lidt på katte psyker, og hvad katte registrerer i deres omgivelser. Mange katte reagerer f.eks. på, hvad der foregår uden for huset. F.eks. en fremmed kat der går forbi, eller som siger lyde. Selv en skiftende kæreste(ejer) kan give problemer.
Man kan prøve med hormonbehandling eller ligefrem behandling med beroligende medicin. Det er en god idé at tale med din dyrlæge for at udelukke sygdom.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Jeg har en kat. Vil det være en god ide at anskaffe en til?
Svar
Katte er ikke sociale dyr på samme måde, som hunde er det. Derfor kan det være en rigtig dårlig idé at anskaffe sig yderligere en kat. I klinikken er anskaffelsen af "ekstra kat" en meget hyppig årsag til psykiske problemer som f.eks. urenlighed. Det går oftere galt, end det går godt.
Vil du gerne have 2 katte så gå "til biddet" med det samme. 2 kuldsøskende er en rigtig god idé, og det giver altså ikke det dobbelte besvær - tvært imod.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min kastrerede hankat på 16 måneder har gennem den sidste måned strintet.
Spørgsmål
Hej, Min kastrerede hankat på 16 måneder har gennem den sidste måned "strintet" en masse. Jeg skænkede det ikke megen tanke i starten, andet end at det var en irriterende vane han lige pludselig havde fået. Inden da var der intet. Indenfor den sidste uge er hans urinering blevet meget hyppig. Han urinerer hvor som helst cirka 6 gange i timen. Her i fredags blev han pludselig rigtig dårlig; han kunne ikke rigtig holde balancen. Og væltede hvis man puffede til ham fra siden. Når man løftede ham, rendte der urin ud - plus man kunne mærke at blæren var helt opfyldt.
Svar
Din kat er helt klart syg. Jeg tror ikke den har strintet (det foregår med en vandret stråle). Den har urineret og det er ikke bare urenlighed som det lyder. Måske urinvejssten/nyrelidelse? Der skal hverken være blod eller protein i urin. Han lider af Lower Urinary Tract Disease. Det er ikke en infektion men en irritation i slimhinden. Mikroskopisk ser man syge nerveender i blærevæggen. Man har en tilsvarende hyppig lidelse hos kvinder. Både hos kat og kvinder kan lidelsen behandles med smertestillende medicin, væske og/eller psychofarmaka. Selv om der ikke er en infektion vælger man tit også at give antibiotika for at undgå en infektion "oven i hatten". Protein skyldes blod + ødelagte celler. Den eneste forebyggende ting man kan gøre er at fodre med et foder der forebygger lidelsen (spørg dyrlægen) og helst dåsemad. De skal have så meget væske som muligt.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min hankat ryster på hovedet flere gange om dagen.
Spørgsmål
Hej, Vi har 2 katte. En han og hunkat. Hankatten ryster på hovedet flere gange om dagen. Vi har fået at vide fra Dyrlægen at det muligvis er øremider han har. Men det jeg vil høre er om de smitter mennesker eller? Og hvad kan vi gøre for og få dem væk fra begge katte?
Svar
Nej det smitter ikke til mennesker, og det smitter sjældent til andre voksne katte. Det er en typisk killinge-/hvalpesygdom. Du skal have medicin til den. Det er en voldsomt irriterende sygdom - de små mider formentlig bider dem indvendig i ørerne.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Hvilket foder skal min killing have?
Spørgsmål
Jeg får snart min Ragdoll killing hjem, da den snart er 12 uger. Jeg vil give den Royal Canin 36 tørfoder.. Men da jeg også mener den skal have lidt vådfoder dagligt, er jeg ved at finde ud af hvilket mærke jeg skal vælge. Jeg ved at der ikke er meget næring i vådfoder. Derfor kan jeg ikke finde ud af om det har den store betydning hvilket mærke jeg vælger. Jeg overvejer blot at købe Whiskas, da det er noget billigere end fx Royal Canin vådfoder.
Men mit egentlige spørgsmål er: Er der en betydelig bedre kvalitet i Royal Canin vådfoder frem for fx Whiskas? Eller gør det ikke så meget når dens hovedfoder kommer til at være Royal Canin tørfoder?
Svar
Fodring er jo et stort emne, men du har ret i, at de store forskelle ikke skal findes i typen af dåsefoder. Dåsefoder er ganske rigtigt hovedsagelig vand - 80-85%. De store forskelle i foderkvalitet ligger i tørfoderet, og den egentlige forskel ligger i firmaernes kontrol af produkternes kvalitet.
Kvalitet og pris hænger nøje sammen med kontrol af det færdige foder. En konstant kemisk kontrol, en kontrol af foderets fordøjelighed (“hvor meget kan katten bruge”)og en kontrol af foderets virkning på levende katte bl.a. ved løbende at undersøge blodprøver. Specielt kontrol af foderets virkning på levende katte er en meget kostbar proces, og den udføres kun af 3 - 4 af de store gode foderproducenter.
De fleste jævnt gode og dårlige tørfodertyper fremstilles kun ud fra “ren kemi”.
Basalt set er problematikken den samme for dåsemad, men da vandindholdet er så stort i dåsefoder betyder kontrolforanstaltningerne ikke så meget. Vand er vand.
Mit personlige råd til alle katteejere er: Anvend en blanding af dåsemad og et optimalt tørfoder for at undgå urinvejsproblemer, men man kan ikke sige, at hverken killinger eller voksne SKAL have vådfoder.
Jeg får snart min Ragdoll killing hjem, da den snart er 12 uger. Jeg vil give den Royal Canin 36 tørfoder.. Men da jeg også mener den skal have lidt vådfoder dagligt, er jeg ved at finde ud af hvilket mærke jeg skal vælge. Jeg ved at der ikke er meget næring i vådfoder. Derfor kan jeg ikke finde ud af om det har den store betydning hvilket mærke jeg vælger. Jeg overvejer blot at købe Whiskas, da det er noget billigere end fx Royal Canin vådfoder. Men mit egentlige spørgsmål er: Er der en betydelig bedre kvalitet i Royal Canin vådfoder frem for fx Whiskas? Eller gør det ikke så meget når dens hovedfoder kommer til at være Royal Canin tørfoder? Fodring er jo et stort emne, men du har ret i, at de store forskelle ikke skal findes i typen af dåsefoder. Dåsefoder er ganske rigtigt hovedsagelig vand - 80-85%. De store forskelle i foderkvalitet ligger i tørfoderet, og den egentlige forskel ligger i firmaernes kontrol af produkternes kvalitet.
Min hankat på 10 mdr. har til tider problemer med højlydt vejrtrækning.
Spørgsmål
Min hankat på 10 mdr. har til tider problemer med højlydt vejrtrækning. Man kan faktisk kan høre det tværs igennem stuen, og når man leger med ham i ender han (ikke altid) men ofte med ligge ”og halse” (trække vejret gennem åben mund) som en hund og det tager gerne op til flere minutter, før han begynder at få normal vejrtrækning. Han har haft det sådan siden jeg fik ham som 10 uger gammel, hvor han var vant til at lege med 4 søskende og 2 hunde, så jeg mener ikke det kan være dårlig kondi.
Vil hører om det er noget jeg skal bekymre mig om, eller skal jeg bare fortsætte som nu, hvor jeg får ham til at falde til ro, når hans vejrtrækning bliver anstrengt? Ved ikke om det har betydning, men han er en kastreret indekat?
Svar
Nu skriver du ikke, om det er en racekat - ej heller om dens pelslængde eller dens kropsvægt. Fladnæsede katte evt. med en lang pels har ofte megaproblemer med vejrtrækningen. I mange tilfælde er man nødsaget til at operere næserne, for at de kan få luft og leve et godt liv. Det samme gælder i øvrigt fladnæsede hunde. Overvægt er naturligvis også et problem, og det er et typisk indekatteproblem.
At din kat ånder med åben mund efter leg er ikke i sig selv et problem men er der en speciel årsag til det som f.eks. snæver næse, overvægt, infektion i luftveje eller et dårligt hjerte, er det selvfølgelig et problem, der skal undersøges hos dyrlægen.
Er han glad, og spiser han ok, er det nok ikke et stort problem men alligevel - få det tjekket ved lejlighed.
Jeg er katteopdrætter og ved ikke om jeg skal vælge p-piller eller kemisk kastration?
Spørgsmål
Jeg er katteopdrætter og ved ikke om jeg skal vælge p-piller eller kemisk kastration ? Jeg har tre Birma hunkatte og en han, og kan ikke finde ud af om det er mest skadeligt at give hunnerne p-piller eller at lade hannen kemisk kastrere? Hvad anbefaler du?
Svar
Ud af de 2 muligheder du angiver, er jeg ikke i tvivl om, at kemisk kastration af hankatten er sundest - og så går det kun ud over 1 kat. Men er det nok? Der findes 2 slags helt uforudsigelige drifter her i livet, og det er jernbanedriften og kønsdriften. P-piller til hunkatte anvender vi ikke meget mere, idet der er en markant risiko for kræft i mælkekirtler. Generelt ville det sundeste være kastration af det ene eller andet køn, men jeg fornemmer noget med avl i baggrunden?
Min hankat er begyndt at strinte indenfor.
Spørgsmål
Jeg og mine 2 børn har en Pekingeser på ca. 3 år. Han har stort set altid kunne finde på at strinte inde, men stort set kun når jeg ikke er der. Jeg troede det var pga. hunkattene i mit opdræt der kom i løbetid, men jeg er stoppet med at opdrætte. Jeg har dog 3 katte endnu, som han elsker og altid sover med. Det er meget i perioder hvor meget det sker. Er vi hos min kæreste, mine forældre eller er ude at blive passet hos fremmede er der ingenting.
Han er ikke kastreret, men jeg har 2 gange prøvet at få ham kemisk kastreret, hvilket ikke havde nogen synderlig effekt, og dyrlægen mener ikke at det så vil hjælpe at kastrere ham (blev dog prøvet da jeg havde mit katteopdræt). Jeg bor i hus med have, og han er ude i have mange gange i løbet af dagen, og bliver gået med en gang om dagen. Han har aldrig været meget alene, for han har tidligere været med på arbejde, eller også kom min søn hjem ved 13-tiden og gik med ham. Nu går jeg hjemme for tiden, så her er han heller ikke alene. Er vi nogen steder er han oftest med (uden uheld).
Her den anden dag havde han så lettet ben i min stofsofa (aldrig sket før), og op af 2 bordben på mit spisebord, og derfor også på tæppet under spisebordet. Han får Eukanuba og er fin slank og lækker i pelsen.
Jeg ved snart ikke hvad jeg mere skal gøre, han er en stille og rolig hund, han gør ikke, laver ikke anden ballade udover det problem med at tisse, er han en perfekt hund, men min tålmodighed er virkelig ved at være sat på en prøve. Da vi fik ham var han 12 uger, og der hvor vi købte ham gik han og de andre hvalpe i deres eget pis og lort, og var ekstremt sky. Han var egentligt ret hurtig til at blive renlig, men var i starten meget bange. Det er han ikke mere, men skal stadigvæk lige se nye folk an.
Pt. har vi nu måtte sætte ham i bur om natten og når vi ikke er hjemme, hvilket jeg absolut ikke synes er en god løsning på sigt, for han bliver virkelig ked af at blive lukket inde. Jeg har bestilt et par løbetidsbukser, for at se om de kan sættes så han ikke kan strinte. Jeg er i den grad ved at være så brugt op af at gøre rent efter ham konstant, og det er så dybt frustrerende, at han bare bliver ved uanset hvad jeg gør.
Vi elsker vores lille hund, hvad gør vi? Er det bedre for alle at han får en ny familie?
Svar
Jeg hæfter mig ved flere ting, i det du skriver. Du skriver “strinter”, du skriver “letter ben”, du skriver, at kemisk kastration ikke hjalp synderligt(men dog lidt?), du skriver, at den gør det i sofa og på bordben, og at det kun sker i jeres eget hus. Typiske tegn på testosteronoverskud og ejermentalitet.
Min konklusion til en løsning ville med denne viden være kastration og en 99% garanti på succes. Den ene procent kan vi så lade gå til en uheldig opvækst, og at I fik den meget sent(12 uger!).
Skulle det være et temperamentsspørgsmål ,synes jeg i øvrigt, at et kennelbur er en god løsning - ikke som en straf - men til korte ophold. Jeg tror, I skal fortsætte med at elske Jeres lille hund, og få ham kastreret hurtigst muligt.
Skyldes kattens øgede sult og tørst billigt foder?
Spørgsmål
Jeg har en hunkat på omkring 6 år som for nogle måneder siden blev kastreret/steriliseret? Blandt andet pga. livmoderbetændelse. Hun ”miav’er” HELE tiden, fordi hun vil have mad. Pga. dårlig økonomi har vi måttet købe en meget billig foder i denne måned og jeg ved ikke om det hænger sammen med det efterfølgende. Men hun er begyndt at drikke meget (kan måske skyldes varmen) og derfor urinerer hun meget. Og så affører hun mange gange om dagen. Hun sætter sig i bakken eller i hjørner i huset og prøver at få noget ud - men uden held. Udover det virker hun rask og som sagt hele tiden sulten. Hvad er årsagen?
Svar
Billigt foder er = megen afføring og øget spiselyst. Der er simpelt hen for få kalorier og for mange affaldsstoffer i billige fodertyper. Billigt foder er = dårlige indholdsstoffer og manglende kontrol på produktionsstedet. Drikkelysten og øget trang til at urinere har sandsynligvis intet med foder at gøre. Enten har katten en betændelse i sine urinveje, eller også er den psykisk syg(stress). Begge dele kræver dyrlægekontrol. Den kan f.eks. have dårlige nyrer - “kattens erhvervssygdom”. Måske har den et sygeligt forhøjet stofskifte - især fordi den også spiser meget. Det er sjældent, at et billigt foder alene giver så store problemer.
Ringorm?
Spørgsmål
Vores ene kat har fået konstateret ringorm og er sat i behandling. Jeg ved at ringorm er smitsomt både i forhold til mennekser og dyr. Udover god håndhygiejne, hvordan kan vi så mindske smittevejen? Og er der noget vi kan gøre i forhold til vores anden kat? Vi har fået at vide, at behandling ikke altid virker optimalt. Hvad skal der så gøres, for at komme ringorm til livs?
Svar
Ringorm er en svampeinfektion som kan vise sig som små tørre "ringe"/pletter i huden. Deraf navnet. Mange katte har ringorm som en skjult infektion - specielt semilanghårede og langhårede katte. Om det bryder ud har i høj grad noget at gøre med kattenes immunsystem og stress - herunder antallet af katte i hjemmet. Lidelsen smitter via svampesporer ved direkte kontakt, gennem støv eller som luftbåren smitte. Diagnosen kan kun stilles endeligt ved dyrkning af svampene. UV- lys("en frimærkelampe") er en anden metode, men den viser langt fra alle infektionerne og den kan nemt fejltydes. Det er ikke sikkert, at Jeres anden kat vil få kliniske symptomer men en behandling vil altid indebære at alle katte behandles. "Den eneste rigtige behandling" findes nok ikke, men der er ingen tvivl om at begge katte skal have svampedræbende medicin(tabletter eller kapsler) i flere uger. Nogle foretrækker også at bade dem og evt. klippe dem i bund. Andre mener at disse behandlinger er med til sprede smitten. Jeg foretrækker oftest alene en system-behandling med kapsler eller tabletter. Tålmodighed er en dyd i behandlingen - den er ikke nem. Mekanisk rengøring er også vigtig - men hvem kan sige sig fri for støv hist og pist? Ringorm hos mennesker vil oftest vise sig som røde pletter. Principelt kan det være hvor som helst. Ofte er det på arme, hals hoved. "Kælestederne". Kløe er ikke specielt karakteristisk for ringorm - tværtimod. Mennesker behandles ofte kun med creme/salve, men den går ikke hos dyr som slikker cremen/salven af.
Jeg har en kat, som jeg tror er allergisk overfor kattemad
Spørgsmål
Jeg har en kat, som jeg tror er allergisk overfor kattemad. Jeg har prøvet med forskellige produkter og også våd- og tørkost, men hver gang bliver han meget syg. Han begynder at savle og sidder og rokker fra side til side, som om han er fuld. Derfor er jeg begyndt at give ham leverpostejbrød, som han ikke får det dårligt af.
Hvad kan dette skyldes? Kan det være kattemaden? Og findes der noget kattemad, som man kan give ham?
Svar
Vi mangler meget i denne sygehistorie. Alder, andre symptomer mm. Allergi er nok den mindst sandsynlige årsag - specielt fordi du har prøvet mange typer mad. Foderallergi hos kat viser sig først og fremmest som sår i hovedet, og hos katte der har fået det samme foder i lang tid.
Du skal have undersøgt din kat hos dyrlægen - det er en mærkværdig historie. Måske kunne det være tandproblemer.
Under alle omstændigheder så er langtidsfodring med leverpostejmad til kat ikke et lødigt foder - for at sige det meget mildt.
NY: Bør man vaccinere?
Spørgsmål Er det nødvendigt med den årlige vaccination af en indekat, som aldrig kommer i kontakt med andre dyr?
Svar Det kan man have forskellige meninger om - også som dyrlæge. Min mening er ja. Indekatte er specielt følsomme for smittefare. Kan du garantere, at du aldrig f.eks. selv slæber smitte med hjem, vil det sandsynligvis være ok ikke at vaccinere. En helt anden ting er, at man ved vaccinationen ofte opdager andre ting, som bør behandles. Katte kommer ofte for sent til dyrlægen.
NY: Hvad er galt?
Spørgsmål Jeg har to hun katte på omkring 3 år som er søskende fra samme kuld. Den ene af kattene er begyndt at slikke sig helt hårløs i og omkring numsen og maven så der næsten ingen hår tilbage, samtidig med er den begyndt at lave afføring uden for kattebakken (lige udenfor kattebakken og samme sted hver gang). Jeg har altid tømt kattebakken morgen og aften og gør det stadigvæk. Jeg håber i kan hjælpe mig?
Svar Der er flere muligheder. Du skal tjekke for lopper - også selv om den ene ikke viser symptomer. Der er også mulighederne allergi og psykisk slikning. Allergi er nok det almindeligste, men man skal også være meget opmærksom på, at selv om flere katte tilsyneladende enes godt, kan der være store psykiske spændinger, som vi ikke evner at bemærke. Katte er meget "psykiske dyr", som naturligt er enegængere. Ofte vil den ene kat i et kattehold som dit dominere den anden - måske viser det sig blot ved at den spiser først.
Angående renlighed: Du bør altid have en bakke mere end antallet af katte Sand tiltrækker katte mere end grus - prøv evt. noget forskelligt. Har bakken høje kanter så prøv med lavere Gør bakkerne rene i klorin - det tiltrækker katte Placer altid bakker langt væk fra foder og vand
Hårproblemet kræver dyrlæge med mindre du ser lopper.
NY: Min kat hoster?
Spørgsmål Jeg har en kat, en Russian Blue hunkat, på 10 år. Hun begyndte at hoste sidste vinter - men kun, når det var koldt, og temperaturen kom ned på et vist niveau indendenfor (hun er indekat og kommer ikke ud). Henover forår, sommer og efterår har der ikke været noget, men nu er hun begyndt igen. Det er kun, når det bliver halvkoldt indenfor - så snart vi tænder op og hun ligger foran brændeovnen, eller ligger i dynen eller i et varmt tæppe, hoster hun ikke. Det er en "tør" hoste, det lyder lidt, som når de hoster før de kaster op. Derfor troede vi sidste år, at hun måske havde noget hår i maven, hun ikke kunne komme af med, og gav hende kattemalt osv., men det hjalp ikke. Da det nu har været væk hele sommeren og kommer igen nu, må det være noget andet. Hun får udelukkende Hills K/D tørfoder (da en af vores andre katte har nedsat nyrefunktion) og Royal Canin Renal vådfoder en gang imellem. De har naturligvis altid frisk vand. Hun spiser fint og virker i øvrigt til at have det fint (løber rundt og leger, vil gerne nusses osv.). Hvad kan hosten mon skyldes?
Svar Den almindeligste årsag til hoste hos kat, som du bekriver det, er asthma. Det kan relativt nemt behandles. Dårligt hjerte og orm er andre mulige årsager til hoste, men sandsynligvis ikke i dit tilfælde da hosten er væk i perioder. Hoste er sjældent afhængig af temperaturen som sådan, men ændringer kan med føre til ændring i luftfugtighed, og det kan betyde noget. Spørg din dyrlæge - den fortjener et tjek.
Gnaver
Min hamster har en hævet pote.
Spørgsmål
Min hamster har fået hævet sin pote ved ikke hvad det er, men det er hævet rødt og han holder den oppe. Jeg har købt noget øjne savle mod infektion som dyrelægen har godkendt til hamstere, men er ikke sikker på det hjælper?
Svar
Man kan ikke tale om typiske tegn på svulster hos specielt hamstere. Alle hævelser kan principielt være svulster. Man derimod kan man godt sige at hamstere, rotter og mus er dyregrupper, som meget nemt udvikler svulster. Symptomerne på svulst vil helt afhænge af, hvor svulsten er placeret. En leversvulst vil f.eks. ikke give samme symptomer som en svulst i huden.
Typiske infektionstegn hos mindre/små familiedyr dyr vil være manglende drikke-/spiselyst, vægttab, abnorm adfærd og evt. flåd fra naturlige åbninger inkl. øjne. Temperaturen vil også være forhøjet, men det er ikke nemt at monitorere den hos små dyr.
I øvrigt kan en svulst også være inficeret - så har man begge dele.
I det konkrete tilfælde kan man sige, at en hævet fod sandsynligvis ikke typisk er en svulst men en infektion.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Vores marsvin nyser ofte og dens næse løber.
Spørgsmål
Vi har to marsvin - begge hunner. Det ældste er 5-6 år. Det yngste som spørgsmålet drejer sig om, er ca. 3 år. Dem som vi fik det fra, havde haft marsvinet stående i bur udendørs hele året rundt. Vi har nu haft det i ca. et halvt år. Det trives godt og faktisk meget bedre end da vi fik det, men der er en ting: den nyser ofte og dens næse løber (men vistnok kun det ene næsebor). Det virker ikke som om det generer den - den spiser godt og har taget væsentligt på i den tid vi har haft den. Men er det noget vi skal gøre noget ved ?
Svar
Den kan have en kronisk betændelse i luftvejene. At det kun flyder fra det ene næsebor kunne også være tegn på et fremmedlegeme eller i værste fald en svulst. En yderligere mulighed er irritation/allergi fra f.eks. støv. Prøv at sætte den på aviser som bundlag.
Et generelt råd er: så længe flåddet fra næsen er klart som vand, er der ikke den store risiko. Skifter det farve til gult/grønt skal du søge dyrlægehjælp.
Kan marsvin over 1 år få unger?
Spørgsmål
Jeg har læst mange steder på nettet at folk skriver at et marsvin på over 1 år ikke må få unger, for så kan både moderen og ungerne dø. Er det korrekt? Mit marsvin er 13 måneder og nu er hun så blevet gravid. Tror du hun kan klare den fødsel?
Svar
Nej - det kan give store problemer med i bedste fald kejsersnit til følge. Marsvin bør føde deres første kuld, før de er blevet 12 mdr. gamle. Populært sagt kan man sige, at passagen af ungerne er med til udvide fødselskanalen, så både den første og senere fødsler bliver mulige.
Sker den første fødsel efter, at de er blevet 12 mdr. er bækkenknoglerne simpelt hen vokset sammen med knoglevæv uden mulighed for at udvide sig. Fostrene kan ikke passere igennem bækkenet. De holdes tilbage i livmoderen med død eller kejsersnit til følge.
Hos mennesker er bækkenets knogler sat sammen med senelignende væv. Hormoner udskilt under graviditeten blødgør dette væv, så barnet kan passere. Alle fødende kvinder lider af en naturlig grad af bækkenløsning. Sammenvoksningen af bækkenknoglerne hos marsvinehunner over max. 12 mdr. forhindrer denne naturlige udvidelse.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Kommer vores kanin til at fryse?
Spørgsmål
Vores kanin er en ”udekanin”, som er i et 2-delt bur, så den kan komme i læ når det er koldt. Men der burde vel ikke være nogen problemer med, at den kan klare de kolde temperaturer vi har lige nu?
Svar
De fleste udelevende dyr sætter pels efter temperaturen. De fleste kaniner vil også kunne overleve ude uden problemer, hvis de har mulighed for læ. Måske ville jeg nok i en så ekstrem kulde, som vi har nu, foretrække at kaninen kom ind i en kælder eller lignende ud fra betragtningen om, at det ikke bare er et spørgsmål om overlevelse, men også et spørgsmål om hvad der er behageligt for kaninen.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Vi vil gerne have marsvin eller kanin. Hvad anbefaler du til en familie med små børn?
Svar
Som familiedyr - specielt til familier med små børn - er der ingen tvivl i mit sind. Marsvin. Marsvin er nemme at håndtere, og de er meget sociale. Marsvin bør ikke gå alene.
Kaniner har meget stærke bagben, som kan volde specielt mindre børn problemer. En af de hyppigste skader vi ser hos kaniner er brækkede rygge - simpelt fordi børn taber kaninerne, når de sparker. Dværgkaniner er selvfølgelig betydeligt nemmere end de store "basser". Adfærdsmæssigt minder mange kaniner om små hunde. Hvor hunde deltager i agilitykonkurrencer, deltager mange kaniner i "kaninhop".
Lad mig så i øvrigt lige nævne, at tamrotter er fantastiske "kæledyr", uanset hvilke følelser de måtte vække hos folk. De er både kærlige, renlige og meget lidt aggressive. Eneste ulempe er, at de lever relativt korte liv på i gennemsnit 2 - 3 år.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min kanin har røde og hævede øjne hvad er det galt?
Spørgsmål
Hej,
Jeg har to kaniner som er søskende. De er 3 måneder og 2 dage.
Desværre er en af dem blevet syg. Rundt om øjnene er det rødt og meget hævet. Næsen løber, hun nyser og laver små lyde, som om hun har lidt vejrtræknings besvær. Hun spiser lidt grønt en gang i mellem, men drikker nærmest ikke. Vi var til dyrelægen i går, og fik medicin som hun skal have en gang om dagen. Vi er meget bekymrede for hende, da hun ligger helt stille i sit bur. Sådan har hun ligget de sidste par dage. Der masser af hø, halm og lunt.
Men kan dette smitte til hendes søster?
Svar
Der findes alvorlige smitsomme sygdomme hos kaniner - så ja - muligheden for smitte er der. Mange kaniner er f.eks. smittet fra fødslen med en bakterie der hedder Pasteurella. En infektion der kan bryde på et hvilket som helst tidspunkt i livet. Du skal til dyrlægen.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Vi har altid haft allergi i familien.
Spørgsmål Vi har altid haft allergi i familien men har nu anskaffet os to sibiriske dværghamstre. Både min søn og datter er meget glade for dem og er omkring dem hele tiden. Imidlertid har jeg netop læst, at det nu synes dokumenteret, at (bryst)kræft kan smitte fra mus til mennesker. Og vores to dværghamstre minder jo unægtelig om mus. Er der mon nogen grund til bekymring? vil det være hysteri at skille sig af med dyrene ?
Svar Der er absolut ingen grund til bekymring. Muligvis har man på forsøgsbasis kunnet overføre visse former for kræft, men det er kun på forsøgsbasis. Ikke noget der vedrører Jeres hverdag. Og det har intet med hamstere at gøre. Nyd I jeres hamstere. Det eneste I skal passe på, er Jeres fingre - nogle af de sibiriske hamstere har et heftigt temperament.
Mit marsvin taber pelsen.
Spørgsmål
Vi har to han-marsvin og vi har haft dem i et år. Her for ikke så længe siden, er de begyndt at tabe noget af deres pels. De bløder ganske let på bagdelen hvor der ingen pels er. Vi har ikke gjort noget ved det, men nu efter noget tid er pelsen kommet igen. Det er anden gang de har gjort det, men pelsen kommer altid tilbage, og sådan som vi ser det lider de ikke under deres pelstab. Hvad kan det skyldes?
Svar
Det bliver kun et gæt. Det kan være parasitter - mider eller lus, men blot er det vanskeligt at forklare svingningerne i tilstanden. Det plejer ikke at gå væk af sig selv for senere at komme igen. I skal være opmærksomme på om de måske napper hinanden - det kunne være en god forklaring. Er I i tvivl, kan I prøve at adskille dem.
NY: Min kaniners afføring indeholder nogle gange nogle små hvide ormeagtige larver.
Spørgsmål Min kaniners afføring indeholder nogle gange nogle små hvide ormeagtige larver. Jeg var i sommers ved dyrlægen og jeg fik at vide, at det højest sandsynligt var fluelarver, da mine kaniner står udenfor. Men da disse larver kommer med afføringen, undrer jeg mig bare over, hvorfor det stadigvæk er aktuelt, når det er koldt og der ingen fluer er. I sommers fik min kanin en vaccination mod parasitter, og det virkede de første uger. Men de er nu kommet igen med små mellemrum. Mine kaniner står indenfor nu og de går ikke sammen, men de har begge disse larver nogle gange (cirka hver anden dag). Mine kaniner er ikke ”fede” og der er ikke beskidt i deres bure. Jeg renser deres "toilet" hver dag, så jeg er meget bekymret for, hvad det kan være, da jeg ikke rigtig kan få nogle ordentlige svar nogle steder. Jeg er selvfølgelig bange for, at kaninerne har parasitter. Hvordan kan jeg slippe af med disse larver?
Svar Kort og klart - aflever en afføringsprøve til dyrlægen. Det kan være orm. For dyrlægen er det egentlig ikke det vigtigste at se selve ormen - mere om der er mikroskopiske æg i afføringen. Andre dyr end fluer udvikler larver.
Fugl
Sandpapir til fugle
Spørgsmål
Er det korrekt at man ikke skal bruge sandpapir til sin fugl. Har hørt det ikke skulle være velegnet?. Men man sælger det jo i alle butikker. Er det så forsvarligt
Svar
Ja det er korrekt. Sandpapir er direkte farligt for fuglene, idet de meget nemt udvikler slidsår under fødderne med alvorlige infektioner til følge. Tilstanden benævnes “bumblefoot”, og det er enhver fugledyrlæges mareridt. Sygdommen kan kun sjældent behandles medicinsk med antibiotika. I bund og grund er det en kirurgisk lidelse.
Det kan synes mærkværdigt, at fugle udvikler sår af noget så naturligt som at sidde på deres fødder. Fakta er imidlertid, at vores burfugle dels sidder mere, end de gør i naturen, og dels lider af vores velfærdssyndrom - overvægt. Begge dele fører til sårdannelse grundet dårligt blodomløb og simpelt slid. Sandpapir bør hverken anvendes på pinde eller som bundlag.
Vil man absolut bruge “slidpinde”, er det meget bedre at anvende pinde fremstillet af cement. Kan også købes hos dyrehandlere.
mvh
Steensborg - dyrlæge Abild Dyreklinik. Århus
Min fugl piller fjerne af sig selv
Spørgsmål
Jeg har en nymfeparakit. Han er ca 3 år gammel. Sidste år i oktober så jeg pludselig at han var begyndt at pille sig. Det har nu udviklet sig til at han næsten ingen fjer har tilbage. Han virker rask og frisk nok, han synger for mig - han spiser og drikker som han plejer og hans afføring ser ud som den hele tiden har gjort.
Jeg har prøvet at købe forskelligt legetøj til ham, så han har noget at lave for jeg kan jo ikke sidde og snakke med ham hele dagen, men ligemeget hvad jeg gør, så ændrer det ikke noget veddet "pillearbejde". Hvad tror du der kan være galt med ham. Han er jo mit et og alt. Jeg går hjemme ved ham hele dagen hvor han kan følge med i hvad jeg laver. Det eneste problem jeg kan se er- at han ikke kommer ud og flyve. Det er fordi jeg har så store vinduer og jeg kan ikke dække dem godt nok til. Da jeg er noget handicappet har jeg heller ingen mulighed for at hjælpe ham hvis han skulle falde ned.
Svar
99% af alle fugle der piller sig har enten “psykiske problemer” eller/og ernæringsproblemer. Den måske hyppigste sygdoms-/dødsårsag hos fugle er faktisk fedme og åreforkalkning. Det lyder bekendt - ikke? Kun i ganske få tilfælde kan infektioner eller parasitter være årsagen. I mit lange liv som “fugledyrlæge” har jeg kun set parasitter 2-3 gange uanset de fleste ejeres mistanke.
Der kan skrives bøger om fugles adfærd og manglende muligheder for bare noget der ligner normal adfærd. Mange fugle sidder alene “med deres hormoner”, behov for motion og manglende muligheder for socialt samvær. De fleste fugle får ikke opfyldt deres mest fundamentale behov i tilværelsen - at flyve. Mon ikke de keder sig? Fugle skal have selskab, de skal flyve, de skal bruge deres naturlige sanser.
For at leve et godt liv skal de også fodres efter naturlige behov både hvad angår indholdsstoffer og kalorier. Alle almindelige hobbyfugle, som fodres udelukkende med frø, lider af mange forskellige mangler på vitaminer, proteiner og mineraler. Samtidig lider de i udpræget grad af vores velfærdssyndrom - fedme og åreforkalkning.
Mange fugle holdes som enkeltfugle, men ingen fugl er skabt til at sidde alene. For at trives kræver fugle tæt kontakt med den/dem de holder af. “Døgnet rundt”. Hvis ejerne skal erstatte fuglens sociale behov, er det således ikke nok at være sammen sammen med dem, når det passer os.
Hvis du er bange for, at din nymfeparakit flyver mod vinduet, må du overvinde frygten. Fugle kan flyve mod vinduer, men de lærer meget hurtigt af deres fejl. Når det sker, er det kun meget sjældent årsag til alvorlige problemer. Fugle SKAL flyve! Du har gjort noget for at forebygge psykiske problemer - eller lad os kalde det kedsomhed - ved at købe legetøj. Det er en god begyndelse, men man er nødsaget til hele tiden at arbejde på sagen med at give fuglene nye oplevelser.
Når jeg har sagt, at fugle har behov for selskab, tror mange ejere, at problemet kan løses alene ved at anskaffe sig en fugl mere. Det kan det oftest ikke. Problemet er meget komplekst, når det først har udviklet sig - specielt hos de større papegøjer. I dit tilfælde med en nymfeparakit er der en lille chance for, at det vil hjælpe med en makker. Specielt hvis du følger op med psykiske og fysiske udfordringer samt en sund varieret kost.
Fjerpilleri er et stort problem uden lette løsninger! Kedsomhed, manglende motion og dårlig ernæring er generelt årsagerne.
Klogt er det altid at få sin fjerpillende fugl tjekket hos en dyrlæge med forstand på fugle - også for at få gode råd.
Ovennævnte er kun sagt fordi fuglene står mit hjerte nær - ikke for at skælde ud på et medmenneske som måske i forvejen har det svært, og som bare vil sin fugl det godt.
mvh
Steensborg - dyrlæge Abild Dyreklinik. Århus
Min papegøjes klatter er slimet.
Spørgsmål
Jeg har en Grå Jaco-Papegøje på ca. 26 år. Jeg tror det er en han, som her på det sidste er begyndt at presse sig mod genstande og sige lyde når han klatter. Ikke hele tiden, men flere gange i løbet af dagen. Hans klatter er med slim og der kan også forekomme blod. Han skyder sit parringsorgan ud og/eller tarm, når han ”presser”. Han trives fint og ser ud til at have det godt resten af tiden. Han har ingen problemer med hans normale store klatter. Fejler han noget?
Svar
Der er ingen tvivl om, at din fugl er syg. Sandsynligvis endnu ikke livsfarligt syg, men dog noget der bør tjekkes. Symptomerne, du beskriver, er klassiske for en irritation i kloakken("endetarmen"). Blod, smertelyde, kloakken presses ud, slimede klatter og den "pressen imod" du beskriver, er alle typiske tegn. Irritationen kan skyldes mange ting. Både betændelse og andre ting som parasitter, fremmedlegemer og svulster.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Vi skal have fugl. Findes der krav til burstørrelse?
Svar
Nej - det gør der mærkværdigvis ikke. Principielt kan ingen fugl få for meget plads!
Efter min mening er minimumskravene, at bure skal være minimum ca. 2 vingefang brede og det dobbelte lange. Højden betyder knapt så meget. Køb altid aflange bure i stedet for f.eks. runde og høje. Fugle flyver frem og tilbage - de hopper ikke lodret op og ned. Husk i øvrigt at ingen fugl er skabt til at sidde alene og specielt ikke i et lille bur. Burfugle har det ofte værre end burhøns.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Jeg har en hunundulat på ca.3 år, som elsker sine små plastikfugleunger.
Spørgsmål
Hej, Jeg har en hunundulat på ca.3 år, som elsker sine små plastikfugleunger. Hun passer dem, som var det hendes egne unger. Hun har altid været alene og aldrig haft unger, men efter jeg overtog hende, har jeg anskaffet en hanundulat, som hun er blevet rigtig glad for. Jeg har sat en redekasse op, men der sker ingenting. De parrer sig desværre ikke. Kan det skyldes, at hun tror, at hun har rigtige unger, så hun ikke vil parre sig? Skal jeg fjerne plastikfugleungerne? Og se, om der sker noget? Hun bliver tosset, når jeg fjerner dem .. så uha ?
Svar
En betingelse for at der "sker noget" er, at det er en han og en hun. Det er ikke altid let at se på f.eks. gule og hvide undulater. Faktisk kan de også skifte farve over næbet grundet hormonelle ændringer. Hun tror ikke kuglerne er unger, men hun kan være bundet til dem så meget at de virker generende i samspillet med den nye. Væk med dem og prøv også et helt nyt bur med nye omgivelser. Minimum kan du ommøblere det gamle.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Forleden aften begyndte min hunundulat at sitre med vingerne og sige underlige lyde.
Spørgsmål
Hej, Forleden aften begyndte min hunundulat at sitre med vingerne og sige underlige lyde. Hun så dårlig ud og sidder helt stille. Hun har aldrig sitret med vingerne, kun løftet dem lidt ud fra kroppen, når hun fik det for varmt. Nogen siger, at undulater kan finde på at sitre med vingerne, når de fryser og skal have gang i blodomløbet? Jeg har aldrig set det hos nogen af mine undulater. Jeg har set, når de basker vildt med vingerne for at styrke musklerne, men ikke denne underlige sitre. Heldigvis fik hun det bedre i løbet af et par timer, og jeg har ikke set det hos hende siden. Hvad kan det skyldes?
Svar
Når undulater er syge puster de sig primært kun op. Er de meget syge kan de også sitre. Ofte sidder de på 2 ben og sover. Lydene er også "forkerte". Den må være syg - du skal have set på den.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Har min fugl adfærdsproblemer?
Spørgsmål
Hej først vil jeg lige sige, at jeg synes, det er en super god ide med en ”dyrlæge Brevkasse” – tak for det.
I forbindelse med noget rådgivning jeg har i Nordisk Undulat forum, kom jeg i forbindelse med en mor og datter, som gerne ville af med deres undulat. Den skulle egentligt ud til Dyreværnet, men der var ikke andre undulater i volieren, så vi besluttede at tage den i ”pleje” hos os. Det viser sig, at den har siddet alene i flere år og dens bedste ven var et spejl. Den er utroligt præget af dette og meget aggressiv, så snart den finder noget, den kan spejle sig i – og den kan bruge selv sin egen skygge!
Vores to godmodige fugle forstår ikke dens adfærd og faktisk er ret bange for den, fordi den jager dem væk og er ret voldsom i sine udfald. Det er dog blevet væsentligt bedre i løbet af de 2 uger, vi har haft ham – vi har ladet dem flyve frit sammen alle 3 hele dagen og givet masser af aktivitet
Jeg har nu fundet et privat hjem, hvor de gerne vil have ham - de har også 2 fugle i forvejen. Men nu hvor jeg har set hans adfærd og voldsomme aggression, er jeg dog meget i tvivl om, han ikke ville trives bedre i en voliere, hvor der er flere fugle, ingen spejl muligheder og et mere naturligt fugleliv og hierarki osv. Jeg har også fundet et dejligt sted med både stor ude og inde voliere, men fuglene flyver frit i mellem de to rum (ude & inde) Hos os har han kun ”advaret” men angriber ikke rigtigt – og som sagt er det blevet væsentligt bedre og han har også opnået ”rigtig fuglekontakt” nu og har ”klikket næb” og blevet fodret af de 2 andre. Desværre vender han meget hurtigt tilbage til ”fantasivennen”, når han ingen opmærksomhed får .
Svar
Undulater bliver sjældent meget aggressive om end de kan puste sig voldsomt op. Til de spørgsmål vil jeg helt klart svare: en voliere. Er der adfærdsproblemer er det altid godt med plads så evt. ofre kan komme væk.
Med Venlig Hilsen Steensborg Dyrlæge
Min hund klapre med tænderne
Spørgsmål
Min hund (Jack Russell ca. 7 mdr.) er inden for de sidste 14 dage begyndt at klapre tænder. Det er ikke i en bestemt situation. Det foregår bl.a., når han sidder på gulvet i stuen, nogen gange når jeg kløer ham, nogen gange når han leger. Jeg har læst på nettet at det kan skyldes stress, men jeg føler ikke at han er stresset. Er det noget alvorligt? Bør jeg gå til dyrlæge?
Svar
Er han i øvrigt normal, vil jeg ikke sige, du SKAL gå til dyrlæge, men det vil altid være klogt at få en hund med unormal adfærd tjekket. Skal jeg give “et skud” på årsagen, vil det være et godt bud, at det ligger i generne. Mange terriere har forskellige små rystelser, som ikke betyder noget. Det kan dog også være en form for epilepsi selv om både race og alder taler imod. Modsat af hvad mange ejere tror, behøver epilepsi ikke være en tilstand med kramper. Det kan f.eks. bare være en lille rysten eller et øjebliks fravær.
Med venlig hilsen
Steensborg - dyrlæge
Abild Dyreklinik
Skildpadde
Er det ok at jeg fodrer min græske landskildpadde med salat?
Svar
Et stort nej ! En af de hyppigste dødsårsager hos landskildpadder er "salatdøden". Salat indeholder stort set intet af værdi for skildpadder bortset fra væske og lidt A-vitamin. Tænk på skildpadders naturlige levevis. I naturen vil de leve af tørre blade, græsrester, rødder, succulenter, måske lidt kaktus og ikke mindst andre dyrs afføring. Et sølle foder kunne man mene, men det dækker dyrenes behov. De fleste skildpadder i fangenskab fodres både forkert og i for rigelige mængder.
Landskildpadder spiser i naturen foderemner med et meget højt indhold af fibre.
Skildpadder er akkurat som heste, kaniner og marsvin "tyktarmsfordøjere".
Mennesker, hunde og katte er primært "tyndtarmsfordøjere". "Tyktarmsfordøjere" skal for at overleve og udvikle en sund nødvendig mikroflora i tyktarmen have tilført tungt fordøjelige kulhydrater i form af fibre. Fibre findes i f.eks. hø, blade, skildpaddepiller og mælkebøtteblade.
Salat, gulerødder og frugter i store mængder er den "rene gift" for skildpadder. Resultatet af forkert fodring viser sig på mange måder. F.eks. knogle- og skjoldskader, dårlig mave, ildelugtende afføring og - ikke mindst - et svækket immunsystem med infektion til følge.